lørdag den 27. april 2013

Nyt spændende udgivelsesprojekt!

Peter Mikkelsen (en ven) og jeg har netop været i Herning, hvor vi har holdt møde med de to forlagsredaktører for Dansk Sang Ib Thorben Jensen og Jørgen Andresen. Vi skal i gang med en udgivelsesrække af sammenspilsmateriale, som uden at røbe for meget, vil gøre det meget lettere og mere overkommeligt at undervise i rytmisk sammenspil i grundskolen. Det startede med, at Peter og jeg tilfældigvis var på det samme kursus (vi underviser på hver sin skole) i pædagogisk it-vejledning, om hvordan man kan inddrage smartphones og tablets i undervisningen, og det var her vi fik ideen.
Det betyder også, at den bog jeg skriver på p.t. om uformel læring i skolens musikundervisning er sat på stand-by.

tirsdag den 23. april 2013

                                            6-årig dreng spiller Metallica på trommesæt!


Sådan kan det gå, hvis man kommer i gang med musikundervisningen i tide. Man skulle tro, det var løgn, at en 6-årig dreng kan spille med så meget pulsfornemmelse og tightness!

PS! De fleste kommunale musikskoler (inkl. i den kommune jeg selv bor i) lægger ofte løbende koncerter ud på deres hjemmesider, hvor man kan se børn i forskellige aldre spille musik på forskellige instrumenter indenfor diverse genrer. Oplagt at inddrage dette som musikunderviser i grundskolen for at styrke linket mellem musik- og grundskoler. Det er motiverende for børn at de andre børn spille og en oplagt mulighed for at snakke om instrumenter, musikalske genrer og komponister.

fredag den 19. april 2013

Danish composer Pelle Gudmundsen-Holmgreen dances to his own music "Triptycon" (1985).

(Clip from the movie "Music is a Monster", available at www.dacapo-records.dk.)
Var der ikke noget, man kunne bruge fra denne herlige videosekvens, som inspiration til musik og bevægelse??

torsdag den 4. april 2013

Undervisningsministeriet (EMU) finder åbenbart min blog interessant og vil begynde at linke til den...! Har netop modtaget en mail fra deres fagkonsulent i musik. Det må sige at være en god start.

onsdag den 3. april 2013


Jeg har nu haft 1000 sidevisninger på min blog, som har kørt lidt over en uge. Tak for jeres interesse!

fredag den 29. marts 2013

Minimalisme-del 1


Lige til at bruge i undervisningen:
Her kan du gå ind og se afsnittet Minimalisme-del 1, som er lavet med programmet eller appen Explain Everything. Der hører et par lyd- og videosekvenser med til materialet, som du kan rekvirere ved at sende mig en mail på: ken.dolva@mac.com
Kopier følgende link ind i din browser: http://www.youtube.com/watch?v=Q_Fzvc2azR4
PS! Der er en lille fejl i materialet (Edvard i stedet for Kaj)

tirsdag den 26. marts 2013

Prøv at tjekke "www.musikkpedagogikk.no" af - et norsk musiklærerforum med fokus på musikundervisning i grundskolen...

mandag den 25. marts 2013

Explain everything



Kender du appen "Explain everything" (iPad)? Jeg er virkelig blevet forelsket i dette lille værktøj, hvor man på sin iPad, kan udarbejde de fedeste instruktionsvidoer, man kan tegne og fortælle, indlægge videoklip, optage det man siger osv. Jeg bruger det p.t. på at lave undervisningsvideoer ud fra materialet "Hør nu her (musiklytning)". Når man har lavet sin lille video kan man uploade den til Youtube, så den ikke ligger og fylder en masse på dit eget drev. En lille tilføjelse, hvis man er mageligt anlagt: har man først optaget en lektion på denne måde, behøver man jo ikke opfinde den dybe tallerken, næste gang, vel?

Sammenspil med rotation - med brug af elevinstruktører

Kære bloglæser

Under fanebladet "Artikler" kan du læse en interviewartikel skrevet af Bodil Gormsen, hvor jeg forklarer, hvad min sammenspilsmetode (sammenspil med rotation-med brug af elevinstruktører) går ud på, og lidt om, hvad der ellers optager mig i øjeblikket inden for musikdidaktikken.....God fornøjelse!

søndag den 24. marts 2013


Uformel læring i skolens musikundervisning (gehørmetoden)
Jeg har efter at have haft en mailkorrespondence med professor Lucy Green i England fået tilladelse til at skrive en bog, hvor jeg fortolker hendes metode ind i en dansk skolekontekst. Denne bog er jeg godt i gang med p.t. Men er en endnu ikke afklaret omkring, hvorvidt det skal være en papirbog/e-bog eller simpelthen en ren e-bog, hvor der jo kan ligge lydklip, videoklip og meget andet. Se under fanebladet "Musiklærerinspiration", hvordan du kan modtage en artikel, jeg har skrevet til Dansk Sangs blad om uformelle læreprocesser i skolens musikundervisning.
Minimalisme/Ny musik i folkeskolen
Tjek dette materiale ud, som strandede mht. en evt. udgivelse på Dansk Sang på grund af rettighedsproblematikker. Men du er velkommen til at downloade det kvit og frit. Det er en gennemgang af ny musik, bl.a. minimalisme med en masse sjove og praktiske lytteøvelser. Gå ind på fanebladet "Musiklærerinspiration".

lørdag den 23. marts 2013

Nu starter jeg

Så er det endelig påskeferie med en konflikt lurende forude. Men bortset fra det, havde jeg et spændende møde i går med Jørgen Andresen fra Dansk Sang omkring en nyudgivelse, hvor vi også fik vendt den proces Dansk Sang lige nu gennemgår i forhold til de nye digitale udfordringer. Hvorom alting er, så har jeg besluttet mig for at begynde at blogge lidt mere for alvor. Formålet med mit bloggeri (ikke brokkeri) vil være todelt: vidensdeling og inspiration musiklærere imellem men selvfølgelig også at gøre lidt reklame for mig selv og mine udgivelser på Dansk Sang. Se fanebladet "Udgivelser."