lørdag den 12. november 2016

Optagelser igang til Sammenspil med QR-koder 3

Borupgård Gymnasium i Ballerup hvor vi (Peter Mikkelsen, Palle B. Larsen og undertegnede) er i gang med at indspille Instruktionsfilm til "Sammenspil med QR-koder 3." Denne gang med lette numre til den yngre del af mellemtrinnet. Bl.a. "Million" af Joey Moe og "Så'n er det" af Bjarne List Nissen samt "Blaffersangen" og "Midt om natten" af Kim Larsen (ham kommer man jo ikke udenom, når vi snakker lette numre). 
Som I nok kan fornemme, har vi det både hyggeligt og sjovt! 
Bogen udkommer til foråret på Dansk Sangs forlag.



onsdag den 8. juni 2016

Her er lidt reklame for et godt musikkursus januar 2017!

Nærmere bestemt "Musiklærernes dag på Fyn" - onsdag den 25. januar 2017 på Ringe Efterskole - http://rfe.dk/

Holdet den dag består af:

Ken Dolva - Rytmisk sammenspil med hele klasser 2.-4. klasse
Mia Birch Engsager - Styrk børnenes sangglæde og bring bevægelse ind i musiktimen 
Kim Barkenskjold Andersen - Sang, dans, spil og lyt – ny digital læringsportal – Målgruppe er indskolingen
Anders Møller - Keep it simple … sammenspil, med fokus på overskud og overarm – målgruppe er 6. klasse og op
Sigurd Barrett – og os alle om et flygel

tirsdag den 5. april 2016

NB! Vedr. bogbestillinger

Jeg har lige modtaget følgende besked fra Ulla Krogsgaard, som var med til at arrangere Musiklærernes dag for Sjælland:

Jeg er blevet kontaktet og vi har opklaret mysteriet. Alle bestillingslister blev lagt i kasserne fra Dansk Sang, der returneredes dagen efter musikdagen. Dansk Sang har sat kasserne på lager uden at kigge i dem, så der lå bestillingslisterne... som nu hurtigt bliver ekspederet.

Mange hilsnerUlla

lørdag den 2. april 2016

Vedr. bogbestillinger på Musiklærernes dag Sjælland

Hvis du var en af dem, der deltog på mit kursus i sammenspil på Musiklærernes dag og bestilte nogle af vores bøger, så er der åbenbart sket det, at bestillingssedlerne er forsvundet. Jeg vil derfor anbefale dig at kontakte Dansk Sang (www.dansksang.dk) og genbestille. Ærgerligt nok.

onsdag den 13. januar 2016

Bachs "Air" har haft 16 millioner besøgende på YouTube-stik lige den!


Hvordan får vi sporet den yngre X-Factor-generation med de sociale medier som platform, ind på at få øje på den klassiske musiks kvaliteter. Sad og lyttede til Bachs Air og fik følgende tanke: Dette må da gøre et vist indtryk på denne generation. Hvis man startede med at sige: "Den musik, du sidder og lytter til nu af Bach, har haft over 16 mio besøgende på Youtube og 63500 likes. Og musikken er skrevet af en komponist, der døde for 265 år siden. Hvilken nulevende kunstner, kan gøre ham det efter? Det må da kunne gøre et vist indtryk og vække en vis genklang hos den yngre generation...eller hvad?


torsdag den 7. januar 2016

Ipads i forbindelse med sammenspil


Min norske ven og kollega musikpædagogen Eldar Skjørten viste mig over en kop kaffe i København i går, hvordan han bruger Ipads i sin sammenspilsundervisning. Her er en videooptagelse til inspiration. Se også hans hjemmeside www.musikkpedagogikk.no for mere inspiration.